Jeg hedder Helen Becker Hansen, er født i 1956, gift siden 1979 med min norske mand, som jeg har fire børn sammen med – og nu efter at de to ældste er blevet gift, fire skønne børnebørn.

 

Jeg bor i Grindsted (Billund Kommune).

 

DSCN9006Min mand og jeg arbejdede i knap 20 år med tværkirkeligt ungdomsarbejde flere steder i verden, under mange forskellige forhold, og vore to sønner (de yngste) blev født i Thailand. Fra før jeg blev gravid med mit første barn var jeg allerede meget interesseret i graviditet og fødsler. Jeg slugte alt det literatur og information jeg kunne om, hvordan man kan føde naturligt uden smertestillende midler, blot ved at bruge afslapning og vejrtrækningsøvelser, og ved at forstå hvordan kroppen arbejder.

 

Man lærer jo, mens man lever, så efter at have født mit første barn, helt efter bogen – vandet gik, før den første ve, og barnet var født efter 5½ time – uden nogen form for smertestillende midler – og med et smil på læben.

 

Så blev jeg, som ønsket, gravid igen, men denne gang mistede jeg barnet i 8. uge. Det var hårdt at gå igennem en ufrivillig abort, selv i så tidlig et stadie. Men heldigvis blev jeg gravid med det samme igen- og fødte denne gang min datter 5 uger før tiden, og denne gang gik vandet, som sidst, men ingen ordentlige veer, så jeg måtte have ve-stimulerende drop, og det samme skete med mit 4. barn. Han blev godt nok født til tiden, men efter at vandet var gået, kom der heller ikke denne gang – gang i veerne. Ved mit 3.barn fik jeg bare veer kl.8 om morgenen – og han blev født 11 timer senere,  hvor vandet først gik ved selve fødslen.

 

Bare for at vise, hvor forskellige fødsler kan være, hos samme mor.

 

Alligevel følte jeg altid, at fødslerne var en vidunderlig oplevelse. Jeg har aldrig fået et klip eller behøvet noget smertestillende, og jeg var heldigvis i stand til at slappe af og arbejde med veerne.

 

Efter at have været med til Eve’s fødsel (se: Hvorfor jeg blev doula) begyndte andre at spørge mig, om jeg ville assistere ved deres fødsler, og således blev jeg ”autodidakt doula” – uden at vide det. Jeg har været med til mange forskellige fødsler: ukomplicerede og mere komplicerede, én for tidlig fødsel, en tvillingefødsel, én, hvor barnet sad fast med skuldrene, og vi måtte hjælpe med at presse  ham ud, for at nævne nogen. Heldigvis endte hver fødsel altid med dejlige børn, som resultat! Alle disse fødsler foregik uden nogen form for medicinsk smertelindring.

 

Da jeg i 2008 hørte, at der fandtes Danske doulaer, søgte jeg ind på uddannelsen, og blev uddannet under Tina Wehlast Hansen, som selv er den første danske uddannede doula uddannet under jordemoder Pia Hern, og blev  6.oktober 2010 færdig, så jeg kan kalde mig ”diplomeret doula” .