Første gang jeg blev inviteret med, som fødselshjælper (det var længe før jeg hørte om begrebet ”doula”) var i oktober 1982. Jeg havde da tre måneder før netop født mit tredje barn og første søn (som ovenikøbet havde Down’s Syndrom), og da jeg hver gang havde haft nogle rigtig gode fødselsoplevelser, spurgte Eve, om jeg ville assistere ved hendes fødsel og hjælpe hende med vejrtrækningsøvelser og afslapning.

 

Eve var en ung australsk kvinde, som også var gravid med sit tredje barn, men modsat mig, havde hun haft to meget negative oplevelser og begge fødslerne var endt med, at hun blev klippet og syet, for dengang mente man, at engang klippet, altid klippet. Vi ville se, om det var muligt, at Eve kunne føde uden at behøve et klip.

 

Da Eve og hendes mand tog på hospitalet tog jeg med, og da de kendte mig på fødeklinikken, og huskede, at jeg ikke havde fået mine hænder bundet (*) da jeg skulle føde, var de positive overfor os, og lod os helt om at styre fødslens forløb, for Eve ”overgav” sig helt til min ”styring”, så hver gang hun fik en ve, så kiggede hun mig indi øjnene, og så trak vi vejret i takt, og da vi havde forklaret, at vi gerne vi undgå ”klippet”, så var de ekstremt positive og hjalp endda til, ved at gnide olie på mellemkødet, og hjælpe med til at udvide skeden. Så Eve fødte helt naturligt, rolig, uden et klip, og havde en vidunderlig oplevelse og en lille pige.   

 

Derefter blev jeg ofte spurgt af gravide kvinder, i den kristne organisation, som jeg arbejdede i, om jeg ville komme med til deres fødsler, og jeg har derfor været med til mange forskellige fødsler i forskellige lande.

 

Nu er jeg blevet mormor, og det var min datter Daniella, som i 2008 efter sin første fødsel (i England), hvor jeg også var med, sagde til mig: ”Mor, du skulle da være doula!” Jeg, som netop var blevet bekendt med begrebet (Daniellas svigerinde havde haft en doula ved sin fødsel, 3 mdr. forinden, i USA), svarede: ”Jamen det er jeg jo!” (I England og USA er doulaer meget brugt!)

 

Jeg troede ikke, at der var doulaer i Danmark, men ville tjekke på nettet, når jeg kom hjem. Og det gik faktisk i glemmebogen i et par måneder, hvorefter jeg pludselig kom i tanker om det, fik tjekket og opdagede, at der faktisk var danske doulaer- og en doulauddannelse, som startede ganske snart. Så jeg meldte mig, og hørte tilbage, at der desværre var fuldt på holdet. ØV! Men så kom der et afbud, og jeg kom med, for at kunne sige, at jeg er blevet diplomeret doula ved Danske Doulaer.

 

Derfor er jeg her!

 

Jeg brænder for, at alle kvinder skal være istand til at føde på en værdig måde! At kunne være med hele vejen, at slappe af og lade kroppen gøre arbejdet ved så vidt muligt at arbejde med veerne.

 


(*) Ja, det er rigtigt, at vi skulle have haft vore hænder og fødder bundet fast, når vi fødte. Vi fødte nemlig i Bangkok, Thailand, og der var det normalt at binde den fødende fast, måske så hun ikke stak af  ;-) . Vi undgik det kun, fordi vi kunne ”styre” os. (Og vi fik benene bundet fast.)